Ludbehandling af trægulve modvirker slid og ælde
Ludbehandling er et godt valg, hvis man har lyse trægulve, som, man ønsker, skal bevare sit lyse udseende. Luden hæmmer nemlig træets naturlige gulning og ældningsproces. En ludbehandling kan dog aldrig stå alene og er altid kun en forbehandling inden sæbe- eller oliebehandling, der giver gulvet en beskyttende overflade.
Med en ludbehandling kan du fremhæve trægulvets naturlige mønster, struktur og åretegning. Og med den rette vedligeholdelse med sæbe- eller oliebehandlinger kan dit gulv holde sig flot i mange år.
Hvornår skal man vælge ludbehandling?
Med en ludbehandling bliver der ikke dannet en hård overflade på gulvet som ved lakering. Det betyder, at mindre ridser og skrammer vil være forsvundet efter vask af gulvet, da afvaskningen får træet til at rejse sig igen. Kommer der større skrammer i gulvet, er det muligt at reparere dem lokalt ved hjælp af afslibning og genbehandling med lud og efterbehandling.
Har man et gulv med mange skader eller ormehuller, kan en ludbehandling omvendt være en dårlig ide, idet den kan være med til at fremhæve skaderne i gulvet.
Vælg den rigtige ludbehandling
Der findes to former for lud. Den ene er en nåletræslud, der anvendes på fyr, gran og pitchpine. Den anden er en hårdttræslud, der bruges på lyse gulve af hårdt træ som ask, hevea, bøg, birk, lærk, eg og andre lyse hårdttræsarter. Det er desuden muligt at vælge mellem en naturlud, der giver en naturlig fremhævning af gulvets lyse nuance, og en hvid lud, der lysner og giver en træhvid farve.
Vær opmærksom på, at mørke træsorter som teak og mahogni ikke må ludbehandles.
Få hjælp til det perfekte ludbehandlede gulv
Hvis du overvejer en ludbehandling af dit trægulv, kan du med fordel spørge os om råd. Hos Bo Palm Gulvafslibning og Gulvbelægning kan vi rådgive dig om, hvad der vil være den rette løsning til dit gulv. Derudover kan vi udføre behandlingen, så du er sikker på at få det trægulv, du drømmer om.