Slibning og lakering af meget slidt parketgulv

Et lakeret gulv er en flot løsning, der endda kun sjældent skal vedligeholdes. Efter mange års brug var det her nødvendigt at slibe gulvet og lægge ny lak, da tidens slid havde været hård ved lakken. Mange steder var lakken helt slidt væk, med undtagelse af hvor møblerne stod. Det var heldigvis en overkommelig opgave, og efter at have slebet gulvet gav vi det et nyt lag slidstærkt lak, så det samme problem ikke opstår igen de næste mange år. Efter den nye lak så gulvet ud, som var det nylagt. Fordelen ved massive gulve som disse er, at man altid kan slibe dem ned og behandle dem på ny – næsten uanset, hvad de har været udsat for.